Hos Begavet ved vi, at gaver til syge medarbejdere kræver ekstra omtanke. En for stor gestus eller for meget kontakt kan få medarbejderen til at føle sig presset til at vende hurtigt tilbage. Omvendt kan for lidt eller for upersonligt virke uengageret - og i værste fald efterlade medarbejderen med en følelse af at være overset af sin arbejdsplads, leder eller kollegaer. Det bedste er ofte noget helt enkelt, men personligt.
Derfor udvælger vi gaver, der ikke føles af for meget, og som ikke kræver noget af modtageren - ingen vase, der skal findes frem, og ingen forventning om et svar. Gaverne er valgt med fokus på varig værdi og holder længere end buketten, der visner, og chokoladen, der bliver spist - en lille, men meningsfuld påmindelse om, at de nærmeste kollegaer på arbejdspladsen tænker på én gennem hele forløbet.
Lad os finde den rigtige gaveSkal, skal ikke?
Omsorgsgaver kræver med god grund mere omtanke end andre typer af gaver, og timingen samt intentionen er afgørende. Ved helt almindelige, fysiske sygemeldinger - såsom et brækket ben, en planlagt knæoperation eller en sejlivet lungebetændelse - er en hilsen fra arbejdspladsen ofte velkommen, og en lille gave kan være med til at lyse hverdagen op.
Anderledes forholder det sig ved mere komplekse og sårbare situationer som arbejdsrelateret stress, depression, dødsfald eller personlige kriser. Her risikerer en uanmeldt hilsen fra arbejdspladsen utilsigtet at skabe skyldfølelse eller et oplevelsesmæssigt pres for hurtigt at vende tilbage eller at skulle forholde sig til arbejdspladsen, når man ikke er klar.
Det kræver selvsagt situationsfornemmelse, og det er en ledelsesopgave at afstemme kontakten med medarbejderen først, så gaven opleves som en oprigtig støtte.
Hvad skal man sige?
Vores erfaring er, at selve gaven faktisk betyder mindre, end man skulle tro. Det afgørende er, hvad der bliver sagt, og ikke mindst af hvem.
"God bedring" er det, man skriver i kortet, når man ikke ved, hvad man ellers skal skrive. Der er ingenting galt med formuleringen, den siger bare ikke ret meget.
Dét mange kan have brug for at høre er, at de er savnet som menneske, og at der bliver tænkt på dem. "Vi savner dig på kontoret" siger mere end nogen standardfrase, hvis den er oprigtig. Det samme gør de små, konkrete dagligdagsobservationer såsom at frokosterne er blevet mere stille eller at der ikke bliver grinet helt lige så meget i møderne.
Lederen kan i øvrigt noget, ingen andre kan: Fjerne presset. "Tag den tid, du har brug for" eller "vi tales ved i næste uge" vejer tungest fra den, der faktisk kan love det.
Undgå til gengæld formuleringer, der lægger noget over på medarbejderen. "Vi glæder os til at se dig snart tilbage" lyder venligt, men kan læses som en deadline. Og "sig til, hvis vi kan gøre noget" flytter arbejdet over til den, der er syg.
Timingen betyder mere, end man tror
Ved kortere sygdomsforløb er en besked i starten ofte tilstrækkeligt. Men ved længere forløb betyder det noget at blive husket - også efter de første uger. Mange oplever stor opmærksomhed, lige når sygdommen rammer, hvorefter opmærksomheden hurtigt ebber ud. En gave midt i forløbet, når hverdagen er blevet tung og omverdenens interesse er stilnet af, kan derfor gøre større indtryk end den, der ankommer sammen med alle de andre hilsner i den første uge.
Skat og moms
En omsorgsgave fra arbejdsgiveren er som udgangspunkt skattepligtig for modtageren. Men er gaven en fysisk tingsgave (altså ikke kontanter eller et gavekort, der kan ombyttes til kontanter), kan den falde ind under bagatelgrænsen på 1.400 kr. inkl. moms (2026), som gælder for gaver fra arbejdsgiver i løbet af et kalenderår.
Det betyder i praksis, at omsorgsgaven kan være skattefri, men det afhænger helt af, hvad medarbejderen i øvrigt modtager af gaver fra virksomheden i det pågældende år. Overskrides grænsen, bliver hele beløbet skattepligtigt.
Hvis gaven derimod kommer fra kollegaerne fx via indsamling på kontoret, så er den dog altid skattefri for modtageren.
Skattereglerne er komplicerede, ændrer sig løbende og kan variere afhængigt af individuelle forhold. Har I spørgsmål til den konkrete håndtering, er jeres revisor altid det bedste sted at starte.